Jesus møder mennesker, der beder om et tegn, selv om de allerede har fået masser af spor. I evangelieteksten hører vi om Jonastegnet – om Jesu død og opstandelse – men også om mennesker, der har så travlt med deres egne forestillinger, at de ikke kan se, hvad sporene peger på.

Med fortællingen om Jonas som spejl spørger prædikenen, hvad der sker, når vi kender Guds nåde, men har svært ved at acceptere, at den også gælder andre. Hvem har vi placeret i kassen med »de forkerte«? Og hvilke spor overser vi, fordi vi allerede har besluttet os for, hvad vi vil se?

Evangeliet peger på en Gud, hvis nåde er større end vores forestillinger – en nåde, som rækker til Nineve, Jonas, Jesu modstandere og til os.